Louise Bech Pedersen: COLOR!

COLOR!

Louise Bech Pedersen

14.09.19-22.09.19

Farver i fuglenes verden er signaler, camouflage og advarsler! Syretrippende farvesammensætninger, vilde mønstre og bizarre fjerprydelser gør fuglen og dens fjerdragt til et mageløst resultat af evolutionær udvikling!

Udstillingen COLOR! er steds-specifik for Eks-rummet og består af en række papirværker, tegning, maleri og collage.

Udstillingen tager afsæt i farver i fugles fjerdragt og behandler især emnet strukturelle farver i.e farver der ikke skyldes pigment, men udelukkende opstår via lysets spredning i fjerens mikrostruktur. De er ofte retningsbestemte og skifter farve alt efter synsvinkel og lysindfald.
Tilgrundliggende for udstillingen er en research periode henover et par måneder i fugleskindssamlingen på Zoologisk Museum i København.

I værkerne undersøger LBP farvekombinationer og mønstre i fjerdragten hos bestemte fuglearter. Via en procesorienteret empiristisk arbejdstilgang med medie og materialer fremstår enkelte værker som farve-eksperimenter og andre bibeholder skitsens æstetik.

Louise Bech Pedersen er uddannet fra Royal College of Art i London og Danmarks Designskole i København. Hun arbejder i varierede medier med maleriet og tegningen som primære udtryk og naturen som motiv og tema. I hendes værker udgør naturalisme og abstrakt ekspressionisme parallelle forløb.
Stilistisk dominerer kolorisme og det naive billedsprog.

LBP er optaget af naturens verden, dens forløb og universelle mekanikker. Med en videnskabelig tilgang til billedmaterialet baserer hendes arbejde sig på en en dybdegående research af emnet udfra alle tilgængelige ressourcer -det fotografiske oplæg, litteratur, internet, museumssamlinger samt observationer i felten.

Tak til Zoologisk Museum, København.