Ida Ferdinand: Tegn i Sol og Måne

Tegn i Sol og Måne

Ida F. Ferdinand

01.04.2016-16.04.2016

Væggen er fyldt med cirkler i forskellige, farvede mønstre udført i gouache i et helt almindeligt A4-format. Ikke to er ens. Mønstrenes former er alle ordnede omkring cirklens centrum. At betragte de mange cirkler ved siden af hinanden minder os om oplevelsen af at kigge i et kalejdoskop: ligesom hver enkelt lille bevægelse kaster et nyt strålende mønster af sig inde i kikkertrøret, har cirklen på væggen muteret og forvandlet sig til nye former i andre farver, når vi flytter øjnene.

Ida F. Ferdinands udstilling ’Tegn i sol og måne’ arbejder med ornamentet, der befinder sig mellem det mineralske og det organiske. Mellem systematik og åben dynamik. Som også udstillingstitlen antyder, er en kosmisk orden tilstede i disse værker – vi genkender den i fraktale snefnug, krystaller eller blomsterkroner, der åbner sig mod den første forårssol. Når vi giver os god tid foran cirklerne, bliver det imidlertid tydeligt, at selvom de følger et princip, er det ikke den stringente serialitet og automatik, Ida F. Ferdinand interesserer sig for. Snarere brydes systematikken af en stoflighed i de hurtige penselstrøg og glidende farveovergange, der giver hver enkelt cirkel sin helt egen personlighed, energi og livagtighed – særtræk vi ikke ville opdage, hvis ikke vi kunne sammenligne med de andre cirkler. Parallelt med de mange små tegninger hænger et cirkelmønster i stort format, som eksperimenterer med et mere malerisk udført mønster, der favner beskuerens krop. Der er dog ikke tale om romantik her – hver enkelt cirkel er i bunden af papiret akkompagneret af sin egen farvekode, så kunstnerens arbejds- og tankeproces bliver en synlig del af værket.

Cirkelornamentet er for Ida F. Ferdinand lig med det levede liv. Ikke i videnskabelig forstand vel at mærke, for i det sprog mærker man ikke pulsen, følelsen. Snarere opdager vi her foran Ida Ferdinands cirkler, at ornamentet aldrig blot er et abstrakt koncept eller en statisk form, men henvender sig til os med sin helt egen stoflige, ustabile livlighed – og altid er både formende og formet af livet og det levendes verden. Og sådan kan udstillingstitlen også forstås; som en talemåde, der peger på det almene. I dette tilfælde: At ornamentet rører os alle.

Tekst: Kunsthistoriker Rosanna Tindbæk